Disse ting må din hund aldrig blive fodret med

Selvom hunde virker til at kunne holde til meget, så er der altså nogle ting, som din hund under ingen omstændigheder må få at spise, da det kan gøre hunden syg. Vi har lavet en liste over nogle af de ting, som du aldrig må fodre din hund med.

Chokolade

Chokolade er utroligt farligt for hunde at indtage. Chokolade indeholder et stof kaldet theobromine, som din hund kan dø af, hvis den får det i for store mængder. Stoffet får hundens hjerte til at slå hurtigere og kan føre til hjerteanfald, og samtidig kan det forstyrre mave-tarm-kanalen og give maveblødninger. Disse maveblødninger kan være så alvorlige, at hunden dør efter nogle dage. 

Hvordan din hund bliver påvirket af at indtage chokolade afhænger af hundens størrelse, men 30 gram chokolade er nok til at slå en hund på 15 kilo ihjel. Theobromine bliver i hundens krop 14 – 20 timer efter indtagelse.

Rosiner og vindruer

Rosiner og vindruer kan medføre nyreproblemer, som kan ende ud i nyresvigt. Man har endnu ikke fundet ud af hvilke stoffer, der ødelægger nyrerne, men den giftige dosis svinger mellem én til otte rosiner eller vindruer pr. kilo kropsvægt. Det er dog ikke alle hunde, der bliver syge, men det vil aldrig være det værd at tage chancen. 

Nødder

Generelt kan nødders fosforindhold medføre blæresten, men specielt valnødder og macadamienødder er giftige for hunde og kan forårsage opkast, lammelser og død. Symptomer på forgiftning kan indenfor 24 timer efter indtagelsen være manglende balanceevne, feber og opkastninger. 

Løg

Løg i alle afskygninger indeholder en række giftstoffer, som kan ødelægge hundens røde blodlegemer og give blodmangel samt vejrtrækningsproblemer. Hvidløg er et af de mindre giftige løg, men du skal stadig passe på med den mængde hvidløg, din hund bliver udsat for. Du må gerne give kosttilskud med hvidløg til din hund, da der er tale om kontrollerede mængder af hvidløg. 

Avocado

Avocado indeholder persin, og det findes både i frugtkødet, i stenen og i planten. Stoffet er giftigt for hunde og kan forårsage akut celledød i hjertemuskulaturen og i mælkekirtlerne. 

Stenfrugt

Sten og kerner fra frugter som kirsebærsten og blommekerner indeholder cyanid, og få sten kan forårsage cyanidforgiftning hos hunden og lede til nyre- og leversvigt. 

Kaffe, te, cola og andet koffeinholdigt

Hunde kan ikke tåle koffein, da det påvirker hundens centralnervesystem og hjerte. Hunden bliver rastløs, kan få hjerteproblemer, muskelsitren og kan kaste op.

Dyrelageret.dk finder du masser af lækker hundemad, som er ganske ufarligt for din hund